Af Anett Madsen - Gartnerkone på Gartneriet PKM A/S
Helleborus - måske bedre kendt som "Julerose" - er en fantastisk plante. På trods af sne og frost vil den vinterhårdføre Helleborus stå med store hvide blomster - som fremhæves smukt af de stedsegrønne blade - fra vinteren sætter ind og helt til frem til det sene forår.
Du kan selv fremskynde blomstringen ved at lave et lidt lunere klima for dine Juleroser. Placér en klar glasklokke hen over planten nu, så kan du måske allerede se blomsterne folde sig ud lige op til jul. Sæt klokken lige i midten af planten, hvor de små blomsterknopper allerede nu kan ses. Det er vigtigt at du ikke dækker bladene, men kun de spirende blomsterskud. Drys eventuelt lidt kalk omkring plantens rødder udenfor glasklokken.
De fleste Helleborus sår selv næste generation. Hvis du ser nærmere på planten, er der sandsynligvis allerede nu en del nye skud, der er klar til at komme ud på mere plads og få deres eget liv.