FAIRYTALE FLOWERS® scorer hattrick i Holland

Gartneriet PKM A/S har vundet guld på Plantarium, den internationale messe for planteskoleprodukter, som finder sted fra den 25. til den 28. august 2010 i Boskoop, Holland.

FAIRYTALE FLOWERS® vandt en guldmedalje for Campanula-nyheden KRONPRINSESSENS KLOKKEBLOMST® White, fik en førsteplads i nomineringen for bedste stand i kategorien "Handel" og sidst men ikke mindst vandt FAIRYTALE FLOWERS® den internationale "Press Award" for KRONPRINSESSENS KLOKKEBLOMST® både i hvid og blå.

Den internationale pressejury bestod af journalister fra handels- og forbrugermagasiner fra Belgien, Tjekkiet, Danmark, Finland, Ungarn, Italien, Tyskland, Nederlandene, Polen, Rusland, Ukraine og Storbritannien.

De indstillede plantenyheder bedømmes af Royal Boskoop Horticulture Society. De tildelte Campanula KRONPRINSESSENS KLOKKEBLOMST® White en guldmedalje og kommenterede, at planten er meget kompakt og har en flot blomstring i forhold til plantens størrelse. Blomsterne er meget store, og planten har et smukt løv, alt i alt en usædvanlig god plantekvalitet.

 
 

 

Den jury som vurderede FAIRYTALE FLOWERS® stand på messen var imponeret over den danske præsentation. Resultatet blev at standen vandt i kategorien "Handel" og således kunne tage endnu en guldmedalje med hjem til Danmark. Juryen kommenterede: - "Det er klart at FAIRYTALE FLOWERS® med deres standopbygning sigter på havecentre og byggemarkeder. Det er også tydeligt at der produceres eksportvarer af meget høj kvalitet, blandt dem den pyramideformede KRONPRINSESSENS KLOKKEBLOMST® White. Endvidere er FAIRYTALE FLOWERS® opmærksom på bæredygtighed og miljø, hvilket også var en del af præsentationen. De mange muligheder for anvendelse af planterne var optimalt visualiseret på standen".

Overrasket og glad gartner

Kristian Madsen, ejer af Gartneriet PKM A/S - FAIRYTALE FLOWERS®, var meget tilfreds med denne succes: - "Jeg er meget overrasket og glad på vegne af hele PKM-teamet i Danmark", sagde han. - "Vi kommer til verdens centrum for planteproduktion og vinder hele tre priser. Det er virkelig stort for vores virksomhed, og det er en stor anerkendelse for den indsats vi lægger i, at der skal være høj kvalitet både for så vidt angår vores produkter og for den måde vi præsenterer dem på". 

[Læs pressemeddelelsen - august 2010]