PKM's Joint-Venture i Kenya

PKM i Kenya

I 2008 etablerede PKM sig i Kenya i et joint-venture med en kenyansk partner. Projektet omfatter to gartnerier - FAIRY FLOWERS Ltd. og HADITHI PLANTS Ltd. - som er beliggende nordvest for Nairobi i byen Limuru. Projektet omfatter 35.000 m2 drivhusareal, som anvendes til dyrkning af Schlumbergera- og Rhipsalidopsis-moderplanter. Drivhusene er indrettet med borde, skyggegardiner og automatisk vanding.

Miljø og MPS

Der er mange udfordringer der skal håndteres når man starter produktion i andre verdensdele. Blomster- og stiklingeproduktion er dog i forvejen en
stor industri i Kenya, og således et kendt erhverv. Blandt den lokale ledelse og personalet er der således en stor ansvarlighed og omhyggelighed med arbejdsopgaverne, hvilket er medvirkende til at holde en høj plantekvalitet. PKM har også valgt at benytte biologisk bekæmpelse i Kenya, ligesom hygiejnekravene er på et højt niveau. FAIRY FLOWERS Ltd. i Kenya er MPS-certificeret og har 108 point ud af 110 mulige - opdateret 22. august 2013.

Eliteplanter og kvalitet

PKM ønsker ikke at gå på kompromis med sin høje kvalitet, derfor er alt plantemateriale testet i Danmark før det sendes til Kenya. Det betyder at de småplanter der bliver til moderplanter og producerer stiklinger til PKM's produktion
af FAIRYTALE FLAME® og FAIRYTALE FIRE® kommer fra eliteplanter, dyrket på PKM i Danmark. I den daglige pasning af planterne i Kenya lægges der ligeledes stor vægt på opretholdelse af kvalitet og sundhed.

Transport

Som nævnt er der er en meget stor planteproduktion både af stiklinger og snitblomster i Kenya. Det betyder at det er hurtigt og nemt at få stiklingerne hjem til Danmark. Når stiklingerne er høstet, pakkes de i solide papkasser og kører med lastbil til Nairobi. Herfra flyver de til Amsterdam, og kører så det sidste stykke med lastbil til Danmark. PKM modtager således stiklingerne på gartneriet i Danmark få dage efter at de er afsendt fra Kenya.

CSR

PKM er en internationalt orienteret - dansk baseret - virksomhed, der udviser socialt engagement og tilpasning, uanset hvor i verden vi har aktiviteter. Derfor er CSR (Corporate Social Responsibility) en vigtig del af aktiviteterne i Kenya. I forbindelse med etablering af FAIRY FLOWERS Ltd. og HADITHI PLANTS Ltd. har vi sørget for at der blev indrettet gode medarbejderforhold, blandt andet i form af omklædningsrum med skabe og brusebad, ligesom medarbejderne får årlige tjek for HIV og bliver vaccineret. Desuden sponsorerer vi lærere både til en lokal skole og til en skole i et fattigt Masai-område, herudover sponsorerer vi et børnehjem i Nairobi og en lokal ungdoms-/sportsklub.